Eva Weber · Hovedgaden 50 · 3220 Tisvildeleje · tel.: 30 31 57 65 · mail: evaweberdk@gmail.com

Om holdningskorrektion

Holdningskorrektion er en del af enhver senetensbehandling hos mig. En senetensbehandling starter altid med, at jeg undersøger for skævheder. Øvelserne, som patienten instrueres i efter behandlingen er hjemmearbejde, som skal hjælpe ham med at ændre uhensigtsmæssige vaner og i stedet indarbejde gunstig, bæredygtig og ledbeskyttende holdning i det daglige. Dette også for at behandlingens resultat skal være varigt.
Hvis jeg vurderer, at patienten vil have glæde af at ændre på sin ergonomi, vil jeg instruere ham efter Flemming Vestbergs principper for statikkorrektion.

Under optimale forhold besidder kroppen en naturlig kraft til selvhelbredelse. Ved statikkorrektion lærer patienten at gå og bevæge sig sådan at kroppen belastes gennem de led, der er skabt til at være vægtbærende og ved hjælp af de stærkeste muskler. Herved aflastes eksempelvis rygsøjlens bagerste svage del, og på denne måde, blot ved en adfærdsændring, kan en diskusprolaps gå i sig selv. Kort sagt; når kroppen får optimale betingelser, vil den selv rette skader op.
I dag er det, Flemming Vestberg kalder “strakt ledbelastende gang og holdning”, desværre meget udbredt. Efterhånden virker det naturligt og normalt. Det er det ikke. Holdningens bagudforskudte tyngdepunkt resulterer i overstrakte led, slappe muskler, hængende mave med nedsunkne organer, dårlig vejrtrækning og balance, samt skader på led, kar og nerver.

At tilegne sig principperne for statikkorrektion kræver øvelse og disciplin. Lykkes det, så opnår man, foruden en smuk og stærk holdning og udstråling, en forbedret balance og koordinationsevne, bedre blodgennemstrømning i alle væv herunder også bedre fordøjelse. Alt i alt et sundere helbred og større modstandskraft overfor skader.
Statikkorrektion burde indarbejdes i skoler, på arbejdspladser og selvfølgelig i behandling af muskel- og ledsygdomme.

I den specielle gymnastik S-formstræning, indgår øvelser, som tager udspring i Vestbergs principper for ledbeskyttende holdning. Balancen mellem kroppens muskler styrkes. Mange sportsgrene resulterer i en muskulær ubalance. De muskler, der er mest brug for, bliver store og veludviklede. Men de kan også blive stramme og forårsage træk i strukturer, som f.eks. led, nerver og kar. Samtidig med de store veltrænede muskelgrupper, vil der ofte findes underudviklede muskelgrupper. Det vil så være de muskler, der har modsat virkning af de veltrænede. S-formstræning genopretter balancen mellem muskelgrupperne og forebygger dermed skader.

Rygsøjlens naturligt svagt tegnede S-form er under stor belastning ved kontorarbejde. Således vil også skolebørns endnu ufærdige knoglestruktur belastes af det stillesiddende arbejde ved  skolebordene. Øvelserne til S-formstræning er lette at udføre og kan med fordel integreres som pause/frikvarters dille på 10-15 minutter. Når rygsøjlens naturlige S-form tilgodeses og fremmes, får man en god holdning og smerter forebygges eller minimeres. Den gode ledbeskyttende kropsholdning får også maven ind på plads. Flemming Vestberg taler for, at vi lærer at benytte det, man kalder Appoggio, altså kropsstammen eller kropskorsettet. Ved et udviklet og aktiveret kropskorset kan du imødegå hverdagens fysiske udfordringer uden at risikere skader i ryggen.